Metin Lindved Aydin er nomineret til Årets Ildsjæl, som kåres af Aarhus Kommune - Kultur og Borgerservice i samarbejde med stiften.dk og Vestjysk Bank. Og han er faktisk ikke bare nomineret - han er en af fem finalister! 🙂

Vi har på vegne af medlemmerne i Aarhus Syd Taekwondo nomineret vores formand, instruktør og blæksprutte til årets ildsjæl med følgende indstilling:

Metin er et unikt samlingspunkt og støtter op om rummeligheden og mangfoldigheden i klubben. Han samler, støtter og styrker, og vi er så heldige at have ham. Han har skabt et fællesskab, hvor man både træner og hygger på tværs af alder. Vores voksenhold går fra 15-73 år, og der er så fin en respekt og familiefølelse, og den er Metin i den grad med til at skabe.

Han bidrager med så meget mere tid og så mange flere kræfter, end man skulle tro, var muligt for et menneske, som også har et liv at passe som indehaver af en arkitekt- og ingeniørvirksomhed, som ægtemand og som far til tre.

Han træner børn og voksne, hamrer, saver, banker, laver bestyrelsesarbejde, samler ind, skaffer sponsorer, jagter rotter, maler, skaffer lejere, taler med journalister, deltager i udvalgsmøder, renser bed, arrangerer fester, var camp leader på sommerlejren for taekwondo-udøvere fra hele landet, arrangerer kurser for svage grupper og sørger for, at klubben kan rumme dem, der ikke er ligesom alle andre. Dertil kommer alt det, vi ikke ved, han gør, for han råber aldrig højt om, hvor meget han laver. Han får bare ting til at ske og får ting til at se ud som om, at de har krævet en minimal indsats. Men det ved vi godt, ikke er tilfældet.

På vores Facebook-side har vi delt billeder af vores frivillige. Til Metins billede kom kommentarerne:

- Vi har verdens største ildsjæl og bedste formand i Aarhus Syd Taekwondoklub.
- Kæmpe TAK Metin for din fantastiske indsats, dit gode humør og dit store hjerte
- Wauuu en af hverdagens helte der var grund til at pigerne og jeg overhovedet fik startet på det dersens taekwondo og til dels stadig holder ved. Hvor kan man købe et Metin gear? Hurra for dig
- En ildsjæl og et gennemført godt menneske.
- Metin er uvurderlig
- Du gør en KÆMPE indsats, Metin! Du er guld værd for klubben.
- En fantastisk personlighed i klubben, som jeg ser meget op til

Det er ikke kun i Aarhus Syd Taekwondo, Metin er frivillig. Han bidrager mange andre steder i det aarhusianske. Han er bestyrelsesmedlem i Holme, Højbjerg og Skåde Fællesråd, formand i NGO’en Egenvirksomhed.nu, som hjælper flygtninge med at etablere virksomhed samt medlem af Styregruppen for LYS1 - et udvidet Lyseng.

Vi håber meget, at juryen vil udvælge Metin for den helt særlige indsats.

/Helle Raskgaard